| |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Til hundetræning i troldenes land
Torsdag d. 23. juli var bilen pakket til bristepunktet og jeg startede turen direkte mod nord med sigte mod en lille by Hegra mellem Trondheim og Sveriges grænse. Der i Stjørdalen, hvor elven på denne årstid er pakket med tålmodige laksefiskere, ligger Sona Camping og Midtkiløra’s kennel for Irske Settere, som skulle danne rammen om det kursus, jeg skulle deltage i under ledelse af Anna Karin Lundmark fra Fjellstårsas Kennel.
Kurset skulle vare i 4 dage og omfatte træning af stående jagthunde alene med belønningsbaseret træning og uden straf.
Turen tog ca. 15 timer og gik ned gennem Gudbrandsdalen og op over Dovre Fjeld. Jeg så desværre ikke skyggen af de udsatte moskusokser men en fantastisk udsigt og nogle får, som søger læ ved at lægge sig helt op til den asfalterede vej og tygge drøv.
På første dagen skulle vi have fastlagt hvor villige vores hunde er til at tilbyde en ønsket adfærd frivilligt. Det kunne være kontakt eller en sit. Jeg havde valgt en sit og som ventet havde Grille svært ved at holde fokus og jeg måtte konstatere, at de tørre ”froliccer” jeg havde fået med ikke just var med til at øge sandsynligheden for succes og hele tankegangen bag positiv forstærkning – at øge sandsynligheden for at gentage en adfærd - måtte lige ”re-loades” i lille Grilles hoved.
Herefter gennemgik vi vigtigheden for, at en adfærd er ”flydende”. Først når en adfærd er ”flydende” kan man forvente, at kunne overføre adfærden til andre omgivelser og kunne gennemføre adfærden under forstyrrelser og under stressede forhold som når en fugl går i luften.
Så der var noget at arbejde videre med for mig og Grille og under resten af kurset og i tiden frem over skal der trænes frivillig sit i massevis.
Efter frokost var jeg blevet ”loaded” med nye og lækre ”godis” - pølser – og de gik rent ind.
En anden disciplin, som er helt nødvendig for en jagthund, er at kunne slappe af og have selvkontrol. Det er en helt overset disciplin og en øvelse som jeg ikke har set trænet bevidst eller målrettet på nogen træningsplads i DK. Det er en adfærd, som man forventer kommer med ”gratis” når hunden skal holde sig i ro medens den venter på sin tur.
Mine to medkursister Stina og Thomas havde været med før og det var tydeligt, at deres dejlige og smukke irske sættere havde store forventninger til hvad der skulle ske. Grille derimod anede ikke, at hun 2 dage efter skulle udfolde sin iver i fuld flor, så hun var helt afslappet.
Øvelsen går i sin enkelthed ud på, at man belønner hunden når den forholder sig helt roligt. Man ignorerer at den maser rundt og belønner med klik og en belønning når den forholder sig roligt. Vi sad på et tæppe ude på marken og sigtet var, at få hunden til at ligge stille og slappe af medens man nusser den med lange rolige strøg på kroppen. Grille klarede opgaven fint og jeg kunne få hende til at ligge sig fladt ned på siden så jeg kunne nusse hende på maven medens hun lå med lukkede øjne og nød opmærksomheden.
Næste øvelse på programmet var præsentation af fugl. Øvelsen går ud på, at der præsenteres en levende fugl for hunden og så snart hunden sætter sig – klikkes – og hunden belønnes ved at få en ”fri” kommando og lov at følge efter fuglen, som flytter sig med figuranten. Hver gang hunden hopper op efter fuglen – ”forsvinder” den ved at figuranten flytter fuglen fra hundens synsfelt. Så snart hunden tilbyder sit – klikkes – og hunden for lov at se fuglen og øvelsen gentager sig.
Afstanden fra hund til fugl og figurant afhænger af hundens selvkontrol og kunsten er at arbejde sig tættere og tættere på. For at opnå det optimale og få timingen på plads kræver det et samarbejde mellem hundefører og figurant og figurantens evne til at læse hunden.Grille kender kun til duer i død og kold tilstand – så i starten var hun nærmest ligeglad med fuglen på trods af, at der blev præsenteret vinger som flaksede. Men som med så meget andet – så skulle den lige ind og vende – og på dag to begyndte hun at opfatte, at kræet var levende og faktisk meget interessant. Det resulterede i, at hun begyndte at gø og drøne rundt efter fuglen. Men straks som hun hoppede op efter den vendte Anna Karin rundt og den forsvandt.
Og så er det jo at belønningen sker for den som vælger, at arbejde med positiv forstærkning – og det er når man kan se på hunden at den tænker – hmmm – det var pokkers – hvordan kan jeg få fat i den fugl ? – og at den selv vælger at sætte sig ned fordi den ved – at når jeg sætter mig ned – så får jeg lov at jagte fuglen. Grille satte sig og fik sin belønning. Til sidst blev fuglen sluppet og lige i det øjeblik hun satte sig fik hun sit klik som markering af, at det var rigtig og masser af belønning – pølser - for at sitte.
På 3. dagen havde Grille helt forstået, at duen var levende og at den kunne flyve. Så var det at hun fik vist sig fra sit helt sande jeg. Hun blev så frustreret over, at duen forsvandt hele tiden, at hun begyndte at gø, drøne rundt og lave en masse overspringshandlinger i stedet for at sætte sig. Kriteriet var for højt – og vi måtte gå baglæns ved at sætte afstand på, hvilket igen fik hende til at vælge sit igen og ro i opfløjet når fuglen blev sluppet.
For Tuva var det en udfordring. Hun ville meget gerne ned i en liggende stand hver gang hun fik fuglen præsenteret. Så øvelsen for hende gik ud på, at få hende til at sætte sig ret op – klikke og få fuglen at se som belønning og så snart hun lagde sig ned forsvandt fuglen – og når hun satte sig op fik hun fuglen at se. Gradvist tættere og tættere på for til sidst at slippe fuglen og have ro i opfløjet.
Både Grille og Wilma skulle også arbejde med at tage stand og hold standen. I Starten lå duen rullet ind i et gulvtæppe med en fiskesnøre til at udløse duen. Grille tog fint stand og hun kunne stå længere end jeg havde håbet og drømt om. Hun fik ikke rejseordre og blev holdt tilbage i linen når fuglen gik op. Klikket og belønnet straks som hun satte sig efter fuglen var gået på vingerne.
På dag 2 og 3 blev der arbejdet med kaster og vi har helt oppe på 60 sekunder før hun fik rejseordre og lov til at gå frem. Igen klik og belønning for at ”sitte” og lov til at gå frem til kasteren.
I starten havde jeg problemer med, at hun tog stand igen for den tomme kaster og selv om vi ventede op til flere minutter gik hun ikke selv frem. Hun skulle jo nødig belønnes for, at tage tomme stande men fastholdelse af standen har været et stort fremskridt for Grille og jeg tror at tomme stande ikke bliver et problem for hende. Det vil komme med erfaringen.
Ind i mellem de forskellige træningspas, hvor kun en hund var ude af buret ad gangen, var der god tid til at diskutere teori som Anna Karin kunne understøtte med gode og relevante videoklip.
Alle pas blev filmet med video så vi efter hver serie kunne diskutere og rette fejl til at fastsætte det rigtige kriterium for næste træningspas. Vi fik blandt andet lagt et flowdiagram for den baglænskædning hunden skal lære i forbindelse med stand – rejsning – ro i opfløj. Repeteret begreberne bag positiv belønning, negativ straf, negativ belønning og positiv straf. Og i det hele taget arbejdet med vores timing i klik og belønning.
Både lørdag og søndag regnede det i stive stænger og det var kun til at holde ud pga. de dejlige faciliteter med en overdækket veranda og en opvarmet hytte så tøj og støvler kunne blive tørre.
I løbet af søndagen gik vi over i Arnes lade, som er ved at bliver ombygget til et fantastisk lokale til indendørs træning. Her trænede vi brugen af afstandsbelønning i træningen af rejsning.
Først demonstrerede Anna Karin med Mix – hvordan afstandsbelønning kan bruges til at træne præcision og selvkontrol. Mix er en skøn arbejdsom Irsk sætter hanhund, som bare er med på legen og elsker at arbejde.
Ud over den lærerige og gode træning havde vi glæde af hyggelige stunder om aftenen, hvor vi spiste mad sammen. Martin hjalp til med duerne og da vejret endelig lettede kunne vi lade hundene bade i elven efter at Andy havde rullet sig i en fantastisk hestepære.
Lidt drama fik vi også med da datterens islandske hest drog over den befærdede vej og op i fjeldet på den anden side. Den store eftersøgning blev sat i gang og hele aftenen sad vi på stikkerne og ventede på den der skrigende lyd af opbremsning og så braget. Det skete heldigvis ikke og næste morgen var den sikkert tilbage på Midtkiløra.
Tirsdag hvor vejret var dejlig varmt og solrigt var det tid at tage afsked. Det er altid svært at drage af sted når selskabet har været så hyggeligt og fuld at familiær varme og når stemningen omkring kurset har været på et så højt fagligt niveau. Så lærerigt og i den grad tilpasset hver eneste hunds behov og niveau.
Og så var der mødet med lille ”Snärta”. Hvem vil ikke have en lille Irlandsk Setter efter mødet med hende. Hun stak af med mit lille plysdyr – ud over markerne – i ekstase over noget så fantastisk. Ikke engang hendes bedste ven Martin kunne fange hende. Så plysdyret blev syet og blev hos ”Snärta” – da jeg ikke kunne få lov at få hende med til Danmark.
Turen hjem gik vest på op over fjelde og ned i snævre og smukke dale. Igennem 7 km lange tunneler. Op og ned ad snirklede veje. Jeg fik set Europas største gletsjer - Jostedalsbreen og kravlet hele vejen op over Jotunheimen. Over Peer Gynt vejen og et slag forbi der hvor jeg, under min studietid, stod på ski i Espedalen. Norge er et helt fantastisk smukt land - også i regnvejr J - og turen på de 3200 km gør jeg gerne igen for at deltage i kurser arrangeret af Fjellstårsas Kennel.
Tak til Anna Karin for et rigtig godt kursus.
Anja Ylönen
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
