Min lille ejendom på Sørbymagle Overdrev danner de fysiske rammer om Kennel Hunters Limited og de træningsaktiviteter som tilbydes her. Ejendommen ligger fint for enden af en blind vej. Lorup Skov er grænsen rundt om de ca. 5 ha med direkte adgang til skoven hvorfra både dåvildt og råvildt kommer på besøg uden for mit køkkenvindue.

Her er etableret en ca. 3000 m² stor kaningård som tilbydes til dem der har brug for træning i respekt for løbende vildt. Dueslaget er fyldt og på de tilstødende arealer kan der trænes respekt for flyvende vildt. 

Jeg tilbyder træning både som enetimer, for hold og kurser med eksterne instruktører hvor samarbejdet med Thomas Stokke fra Klickerklok i Sverige giver mulighed for at lære at træne din jagthund igennem samarbejde, kontrol og brug af de belønninger vi er omgivet af.

Træningen skal have et mål og al træning her bygges på efter hvor du og din hund er i træningen uanset hvor gammel hunden er. Om vinteren tilbydes træning i ridehal så de unge hunde kan komme i gang selv om jagtsæsonen er i fuld gang og weekenderne er fyldt op med jagter. Der ligger vi grundlaget for den videre træning og når foråret kommer er vi klar til at bygge videre mod enten at stille på markprøve eller en apporteringsprøve eller at gøre din hund klar til at komme med på jagt.

Jagt har været en del af mit liv, siden jeg som helt ung pige var med som klapper på de ”store” godsjagter som Saltø gods på Sydsjælland. Efterårets haretramp på den fædrene jord, blev afløst af små bondejagter, hvor vildudbyttet var begrænset - men maden god og det hyggelige samvær med naboerne det vigtigste.

Først efter endte studier til cand. brom på den Kongelige og Veterinære Landbohøjskole, fik jeg min egen hund i 1995. Min interesse var schweiss-arbejdet så registeret blev gennemgået for stående racer og bøger blev studeret. Efter nøje overvejelser faldt valget på en Kleiner Münsterländer.

Med min fars vise ord i baghovedet - ”Der skal være noget for øjet og det skal være smukt at se på” - kunne valget kun blive en Kleiner Münsterländer.

Siden 1995 har jeg haft Kleiner Münsterländer. Trænet dem og anvendt dem på jagt og stillet dem på markprøver, apporteringsprøver, schweiss-prøver og på udstillinger.

De senere år er det blevet den praktiske jagt, som fylder mest og jeg er en fast del af holdet på bla. Bækkeskov, Espe og Rosenlund godser - altid med en hund ved min side enten som apportør eller i drevet.

I en årrække sad jeg som suppleant i Dansk Münsterländer klubs bestyrelse med ansvar for udstillingsudvalget, som webmaster og udvikling af designet for klubbens gamle hjemmeside.

I flere perioder har jeg fungeret som instruktør i markarbejde, dels i Stenlille Jagtforening og i Hagested Gieslinge Jagtforening.

Jeg er uddannet Hundeinstruktør med speciale i adfærd og problemløsning under Turid Rugaas samt Klikkerinstruktør under blandt andet Charlotte Lyngholm (Lyngholm Hundeskole) og Christina Ingerslev (Hund og Træning). Jeg er i 2016 uddannet instruktør under konceptet Apportering til hverdag og fest.

I 2009 og 2010 har jeg taget turen til Norge for specifikt at lære at bruge positiv forstærkning og klikkeren i træningen af ro i opfløj og skud. 2 kurser a 3 dage er forstået af Anna Karin Lundmark og 1 5 dage med den engelske Helen Philips, forfatteren til "Klikker Gundog".

Jeg deltaget i flere andre kurser, blandt andet Spor og lugtdiskriminering med Anne-Lill Kvam fra Norge, Aggressioner og forsvar hos hunde hos Sheila Harper (Quanuk Canine Education) fra England. Klikkertræning for lydighedstræning med Morgan Spector fra USA. Ulves adfærd med ulvespecialist Runar Næss fra Norge. Hvalpesocialisering med Gry Løberg, Norge med en master grad i adfærd.

I 2012, 2013, 2015, 2016 har jeg arrangeret 8 kursusrækker i belønningsbaseret træning af jagthunde med Thomas Stokke, over 30 kursusdage. Hans metoder er den største inspiration til min tilgang til træning af mine og andres hunde.

Målet med den træning jeg tilbyder er, at man som kusist skal føle at det er målrettet konkrete mål.

Velkommen til Kennel Hunter's Ltd.

Copyright 2012 - Anja Ylönen | CVR: 37771279 | Overdrevsvej 18, 4200 Slagelse - Danmark | Tlf.: +45 24 84 27 86 | ay@email.dk