Lederskab – fup eller fakta ? af Anja Ylönen

På forsiden af en lille bog med titlen: ”Dominans: fup eller fakta”, ligger en sovende hund med en boble over hovedet, hvor der står: ”I dag familien – i morgen hele verden”.

Flere ord behøves ikke, for at anskueliggøre det absurde i, at mange hundeejere stadig er overbeviste om, at deres hund bare ligger og venter på at tage magten i huset. Den ligger ganske simpelt i sin kurv hele natten og planlægger, hvordan den skal gøre det biologiske umulige - at overtage magten over mennesket og blive leder af flokken. Endnu mere absurd bliver det, når man forestiller sig, at en lille hvalp på 8 uger, som endnu ikke engang har lært at finde føde og endnu ikke er i stand til at klare sig selv, har samme udspekulerede intention - at overtage magten i flokken og derved opnå ansvar for, at alle medlemmer i huset (læs flokken) overlever og formerer sig.

Ulves adfærd er i årtier blevet brugt som rollemodel for, at hunde opfører sig som de gør – og givet mennesket redskaber til, at opdrage på deres hunde. Studier af ulves adfærd i fangenskab har, helt tilbage til 1940, skabt teorier om, at ulve f.eks. lever i et dominans hierarki og at ulve styres af en Alpha han, som med fysisk og psykisk magt, styrer flokken. Dele af disse studier bruges stadig til at give os mennesker en undskyldning for, at bruge straf og regulære tærsk i vores opdragelse af vores hunde. Det kunne for eksempel være, at vi skal ruske hvalpen i nakken, når den gør noget forkert, idet man har ment, at hun-ulven rusker hvalpen i nakken, når hvalpen er for fræk. Det kunne også være, at vi skal gå først ud af døren, fordi leder- ulven altid går først. Det kunne være, at mennesket skal spise før hunden, fordi leder-ulven altid spiser først, at vi skal ignorer hunden, når vi kommer hjem og værst af dem alle - at vi skal tvinge hunden på ryggen, for derved at vise, hvem der er lederen.



Hanne Hjelmer Jørgensen gennemgår i artiklerne ”Er det mig eller dig der bestemmer 1 & 2”, flere af disse fordomme, med udgangspunkt i nyere studier af ulve. Hun finder ikke belæg for alle disse leveregler og finder sågar, at nogle af dem er en skribents eget påfund og aldrig har været baseret på ulvenes adfærd.

Nyere studier af ulve uden for fangenskab er foretaget af bl.a. David Mech, Rolf Pedersen og Douglas Smith. De viser blandt andet, at strukturen i ulveflokken er langt mere flydende. Flokken består at et forældrepar og deres afkom, det er ikke nødvendigvis det ynglende par i flokken, som har det sidste ord og det er ikke den stærke ulv, som udøver fysisk magt - ved for eksempel at holde de andre nede, til de overgiver sig. Det er hvalpene og de underlegne ulve, som aktivt underkaster sig – der er så at sige ingen fysisk magtudøvelse fra den højt rangerende ulv. Roger Abrantes beskriver det med andre ord: ”Forældrene bruger ikke magt – hvalpen hjælper selv til”. Runar Næss fastslår, at han i de 30 år, han har studeret ulve – aldrig har set en ulvemor ruske hvalpe i nakken og at en ulv kun vil tvinge en anden ulv om på ryggen, hvis den har intentioner om at slå den ihjel. Vi kan kun gisne om, hvordan samme adfærd fra vores side påvirker vores hundes velbefindende (Hansen, P., 2004).

At ruske en hvalp i nakken, kan medføre permanente skader på nakken. At tvinge den rundt på ryggen vil uden tvivl skabe en frygt i hunden. Den tror jo at den skal dø – så forvar vil syntes at være en helt naturlig reaktion – selv for en hund. Runar Næss fraråder enhver, at foretage denne handling over for en ulv, selv om den er tam og præget på mennesker fra fødslen. Ulven vil prompte kvittere med, at miste tilliden til mennesket for altid. Uopretteligt !! Medens tillid kan få en tam ulv til at rulle om på ryggen – helt af sig selv for at blive kløet på maven.

Kan vi drøfte begrebet lederskab, uden at det defineres, hvad det dækker over ? Runar Næss nævner som eksempel, at mange så Stalin som en fantastisk leder, medens andre så Ghandi som den ideelle leder. Vi kan derfor ikke tale om lederskab, uden at definere hvad lederskab er og hvad man skal gøre for at få bedre lederskab.

I hundenes verden er lederskab lig med kontrollen over ressourcer. Det vil sige, at vi som mennesker, helt automatisk har de store fortrin, idet vi er den, der har alle ressourcerne - det vil sige føde, husly mv.

Lederskab over for en hund handler ikke om fysisk magt eller styrke ej heller om social dominans eller underkastelse, men kort og godt om at have kontrol over goderne og fordele dem, for den bedste overlevelse for flokken. At være en god leder, er at få andre til at følge dig. ”Den som tror, at han er en god leder, uden at der er nogen som følger ham, er bare ude at gå en tur”

Slutteligt er det jo nok nærmere mennesket, med den store intelligens, der betragter hunden som menneske og derved tillægger hunden samme intentioner og behov de selv har.

En afgørende betragtning er, om der er belæg for at tro, at hunde/ulve lever i et rigidt og magtbaseret hierarki eller om der snarere er tale om et venligt forældreskab. Hvis det sidste er tilfældet, vil det fratage mennesket et hvert argument for at bruge fysisk magt over for hunden, for at vise hvem der bestemmer. Det vil betyde et fundamentalt holdningsskift blandt mange hundeejerne og ikke mindst betyde, at de skal til at bruge hjernen i hundetræningen i stedet for musklerne.

En flok baseret på magt, vil ikke kunne samarbejde og bestå. Kampe imellem flokkens individer vil medføre sår og gøre flokken sårbar og mindske dens evne til at overleve. Opstår der konflikter i flokken, der ikke umiddelbart kan løses, vil flokken skilles i flere fraktioner for at skabe ro. Ofte høres på træningspladsen, at de sammenbragte hunde skal have lov til at slås færdig, for at der herefter vil opstå en rangorden. For det første, er der tale om sammenbragte hunde - ikke en flok som kender hinanden. Hver søndag kommer der nye hunde til. Hvis de ikke trives med hinanden, er der stor sandsynlighed for, at aggression vil opstå i et forsøg på, at få gruppen af hunde til at splittes ad. Hvis de ikke har mulighed for at komme væk vil der ske en optrapning af aggressionen. Så snart, de får mulighed for at komme væk, vil gruppen blive opløst igen (Hansen, P., 2004).

Mange hunde evner det, at splitte andre hunde ad, som er i konflikt. De vil hele tiden gå imellem og hver gang, der er optræk til ballade, vil den stille sig imellem dem, der syntes at skændtes. Tænk over det, næste onsdag, når Fido kommer og blander sig, i de kys og kram fruen får, ude i køkkenet, medens hun er i gang med hakkedrengene og den brune sovs.

Det interne sprog som ulv og hunde anvender til at opretholde ro i flokken, har Turid Rugaas beskrevet som ”De dæmpende signaler” ud fra den overbevisning, at hunde i langt højere grad er konfliktløsere end konfliktsøgende. Signalerne fungerer som en slags stige, hvor hunden gradvist vil vise flere og flere signaler, som i hundens verden, vil fortælle den anden hund, at ballade er uønsket. Hvis en hund oplever, at de signaler den sender, ikke bliver set eller respekteret, vil den begynde at hoppe trin over på stigen.

Et eksempel: En hund oplever gang på gang, at et barn tager den om halsen. Barnet vil vise hunden al sin kærlighed, medens hunden fra naturens side, ikke ligefrem finder de der kram, som en venlig gestus. Hunden starter med at vende hovedet væk – det virkede ikke – så vil den smaske – det virkede heller ikke – barnet hænger der stadig. Så vil den måske gabe højlydt – det virkede heller ikke og den opmærksomme ejer vil opdage, at hunden rent faktisk tigger om hjælp – red mig fra dette mareridt. Ungen hænger der stadig og hunden forsøger nu at brumme lidt, men uden held. Her er der nogen, som straks vil pande hunden en og sende den ud af lokalet – og hunden lærer, at børn er noget rigtig skidt og dem må man hellere holde på god afstand. Den helt uopmærksomme ejer vil hellere skrælle kartofler og opdager ikke, at brummelyden tager til i styrke og at hunden rent faktisk forsøger at komme væk - i ren desperation snapper hunden efter ungen og nu er det alvor – og hunden aflives. Den hund, der overlever det her, vil lære, at børn er noget skidt og ved gentagne situationer, vil hunden springe alle de indledende signaler over – de bliver jo ikke respekteret alligevel og reagere ved at gå fra smask/gab til direkte at bide.

Sørgeligt er det, når man gang på gang hører, at hvalpe må omplaceres og unge hunde aflives, fordi de bider. Hvilket angstfyldt liv har de stakkels hunde måtte have, fordi deres ejer helt har misforstået hundens adfærd og er blevet vejledt af dårligt uddannede ”aktivister”, til at straffe deres hund, når den var bange.

Straf - særligt i forbindelse med angst - er selvsagt helt uacceptabelt og kan umuligt gøre andet, end at øge angsten hos hvalpen og skabe en hvalp, der bider i forsvar. Så i stedet for at råde folk til at straffe deres hvalp og bilde ejerne ind, at hvalpen er ved at overtage magten, er man som avler, træner eller ejer nødt til at stille en masse spørgsmål - både til sig selv og/eller til de nye ejere, for at finde en årsag og en fornuftig løsning.

Som ejer af en hund og ikke mindst som træner, må det være helt nødvendigt, at kunne se om hunden er bange eller ej. Det tjener intet formål, at straffe en bange hund !!! Det må ligeledes være en forudsætning for, at have hund og træne andres hunde, at man har en opdateret viden om hundes adfærd og en basal viden om indlæring.

Der er jo intet galt i, at ville have en jagthund, som lystrer og apporterer, når den bliver sendt efter en svær apport. Det er helt i orden, at have gode vaner, som for eksempel, at hunden ikke må hoppe ud af bilen, før den har fået lov eller spise maden før den har fået besked. Men at bruge ulvens adfærd som undskyldning for, at bruge fysisk afstraffelse af sin hund eller hvalp, er ikke i orden. Fysisk straf eller fysiske korrektioner, er blot et middel til at nå et mål – det er ganske almindelig indlæringsteori. – så kald det for hvad det er, i stedet for at få det til at lyde som om, det er helt i orden - på ulvens bekostning. Du kan vælge at straffe uønsket adfærd eller belønne ønsket adfærd – det er dit eget valg. Prøv at placere svigermor ude midt på gulvet i stuen og se hvor hurtigt, du kan få hende til at slukke lyset, ved enten at slå hende med avisen, hver gang hun bevæger sig i den forkerte retning eller ved at give hende chokolade hver gang, hun går i den rigtige retning. Metoden afhænger af øjnene der ser.

I forhold til hvalpe, burde der ikke være tvivl - ej heller for en jagthunde ejer !!!

Referencer:

Billeder fra http://www.alpha-gruppen.com/kolmaarden.htm
Eaton, Barry. Dominance: Fact or Fiction ?, Scallywags, 2002
Jørgensen, Hanne Hjelmer, Lederskab fra et etologisk perspektiv, Canis 03/2003
Jørgensen, Hanne Hjelmer, Er det mig eller dig der bestemmer ?, Hund og træning 02/2003
Jørgensen, Hanne Hjelmer, Er det mig eller dig der bestemmer ?, Hund og træning 01/2003
Hansen, Per. U., Lederskab. Hund og træning, 05/2004.
Tillung, Randi Helene, Hvem er Sjefen ?, Canis 04/2003
Runar Næss, 2004. Foredrag. Fra hvalpekasse til hvalpehold. Sverige 2004.